En sød og lidt sjov tilbagemelding fra en dagplejer omkring min børnemusik CD

Jeg har de her faste legestuer, som jeg besøger ca. en gang om måneden og har gjort det igennem en del år. Dagplejerne er skønne, og børnene bliver heldigvis kun skiftet ud ca. hvert 2. år, så jeg lærer dem alligevel nogenlunde godt at kende, og børnene lærer mig og mine sange at kende.

En af de dagplejere, der have købt børnesangbogen, fortalte, at hun en dag havde sat CDen på, og så glemt alt om, at den kørte. Pludselig var børnene (eller i hvert fald et af børnene) blevet helt stille.

Det var fordi de var kommet til sidste nummer, Slappe af sangen, og så vidste børnene jo godt, at de skulle ligge og slappe af, så det gjorde de 🙂

Dejligt, at det også virker over CD og ikke bare i legestuerne 🙂

I får lige et link til teaseren til sangbogen igen – for en god ordens skyld 🙂

Mange hilsner Karina

I dag skal jeg have balloner og fluesmækkere med til musiklegestuen

Da jeg var lille kan jeg huske, at noget af det sjoveste, jeg har leget, var, når vi gymnastik skulle “spille badminton” med fluesmækkere og balloner.

Jeg var ikke så hurtig den gang, så det passede mig utrolig godt, at balloner ikke flyver så hurtigt, og samtidig var det smadderskægt, fordi balloner ikke altid flyver i den retning, man lige regner med. Og det gjaldt jo om, at ballonerne ikke ramte gulvet.

Men jeg tænkte: “hvorfor først starte med det i børnehavealderen?”. Så jeg har lavet en ballonsmækkersang, hvor forældre og børn kan få lov at smække til ballonerne med fluesmækkere, mens jeg synger sangen, og det er et hit!

Desuden for jeg lov til at eje 35 fluesmækkere i mit hjem helt legalt, og det er skønt, når jeg nu er til den slags gadgets 🙂

Jeg har prøvet at lave den i legestuer med 4-5 dagplejere og deres børn, og det vil jeg ikke helt råde folk til. Så mange børn i den alder med fluesmækkere kan godt blive lidt risikabelt. Til gengæld har jeg lavet den med 3-årige og ældre børn, og der er ingen problemer.

Når jeg lige får tid, skal jeg nok lave en video med sangen. Indtil videre må I nøjes med et billede af fluesmækkerne og en ballon 🙂

Fluesmækkere og ballon

Her er Youtube-teaseren til min børnesangbog “Sig hej til Jumbo – musikalsk legestue for de 0-3årige”

Det er altid godt at lave en teaser til folk, når man præsenterer noget nyt, for hvem gider ellers at købe det, hvis man ikke er kendt i forvejen? 😀

Jo, mine venner gør sikkert, og heldigvis har jeg jo en del musikarrangementer/ legestuer, så der er også gode muligheder for at få bredt sangbogen ud, da børnene og de voksne jo hører nogle af sangene til arrangementet.

Men til dem/ jer, der ikke lige kender mig eller musikken synes jeg, at det var en god idé lige at lave denne her. Sangbogen med de ti sange bliver gennemgået, mens der kommer et lille udpluk fra hver sang, som forhåbentlig kan give indtryk nok til, at man kan vurdere, om det kunne være noget, eller ej.

Det er sikkert en god idé at prøve at teste det på sine børn 🙂